Er du nysgerrig, og kan du lide at fordybe dig i madlavning? Så er GFEs Kokkelinje måske noget for dig.
Mad på mange måder
På Kokkelinjen beskæftiger vi os med mad på mange forskellige måder. Du lærer at blive en god kok ved at lære om, hvordan du skal håndtere råvarer, at begå dig i køkkenet, og benytte forskellige tilberedningsmetoder, samt en masse andre dele af håndværket og teknikkerne bag god madlavning.
Du kommer til at prøve det hele
Du skal prøve så meget som muligt, så på kokkelinjen laver vi sund mad, laver mad til mange, laver gastronomi-mad og meget mere.
Der er stor søgning til Kokkelinjen. Du kan være sikker på at være på kokkelinjen i et halvt år, måske også hele året, men det tør vi ikke love dig. For de elever, der ikke kan få plads på Kokkelinjen hele året, har vi et valgfag i madlavning i 1-2 kvartaler.
Vi arbejder med emner som ernæring, præsentation, smag og sanser, samt årstidernes råvarer.
Overvejer du en uddannelse inden for madlavning, fx kok, gastronom eller bager, kan Kokkelinjen give dig en forsmag på, hvad der venter under din uddannelse.
Et halvt eller et helt år?
På Glamsbjerg Efterskole vælger du linje for 1⁄2 år ad gangen. Vi lover dig, at du kan være på din favoritlinje i 1⁄2 år, men det er vigtigt, at der også er en anden linje, du kan se dig selv på.
Mange af vores elever ser det som en fordel, at de kan nå at prøve 2 linjer, mens de går på skolen. Andre kan godt lide at være på den samme linje hele året. Det afhænger af det samlede antal elever, der har ønsket linjen, om du kan være på den samme linje hele året.
Størstedelen af vores elever får deres ønsker opfyldt, hvad enten de har ønsket samme linje hele året eller to forskellige linjer.
Undtagelsen fra ovenstående er Pædagoglinjen, der har så stor søgning, at vi ikke en gang kan love, at man kan få den i 1⁄2 år. Vi arbejder dog løbende på at udvide elevtallet på linjen.
Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål til ovenstående.
Undervisningen
På efterskolen er skoledagen nok længere end du er vant til. Skemaet går nemlig fra 8.30-17 og består af boglige, prøveforberedende fag, efterskolefag, linjer og valgfag.
Valgfag
Hvert år tilbyder vi en række forskellige valgfag, som du vælger for et kvart år ad gangen.
Bliv elev
Er du klar til et skoleår med fokus på udvikling, fællesskab og trivsel, er det nu, du skal melde dig ind på GFE.