GFE Gourmet

Måltiderne er en vigtig del af samværet på efterskolen. Derfor er der vigtigt for os, at der bliver serveret god og veltilberedt mad, og at der er gode rammer om måltiderne.

Mad og spisning

Sund, varieret og spændende mad

I efterskolens køkken bliver maden lavet af et engageret, fag-uddannet team. De elsker selvfølgelig at lave mad, men de elsker også samværet med efterskolens unge.

Du vil både blive præsenteret for retter, du kender i forvejen, og for nye og spændende menuer.

Køkkenpersonalet præsenterer den varme mad for eleverne og fortæller, hvad den består af, og på den måde bliver du positivt udfordret til at prøve noget nyt.

Der serveres sund og varieret mad med frugt og grønt hver dag til de 3 hovedmåltider og til mellemmåltiderne. Og der bliver bagt brød hver dag, så der er frisk brød til måltiderne.

Du har mulighed for at få indflydelse på menuen, hvis du henvender dig i køkkenet med ønsker og gode ideer.

Spisning på Glamsbjerg
Spisning i kantinen på Glamsbjerg
Stemningsbillede fra kantinen på Glamsbjerg
Du kommer til at prøve noget nyt

Maden

Morgenmaden: Der er altid friskbagt brød med pålæg, ost og marmelade. Desuden er der forskellige slags gryn, samt mælkeprodukter og frisk frugt og grønt.

Middagsmaden: Vi får varm mad om middagen, og på buffeten er som regel meget at vælge imellem. Der er altid salater og grøntsager og ofte friskbagt brød til det varme måltid. Og der serveres jævnligt fisk og vegetarretter.

Aftensmaden er et varieret udbud af lune retter med salater, samt rugbrød med forskelligt pålæg med tilbehør. Der serveres altid frisk frugt og grønt.

Mellemmåltiderne består af frisk frugt og grønt og hjemmebagt brød. Du kan lave te til, hvis du har lyst. Om torsdagen, efter den ugentlige rengøring i elevhusene, serveres der kage til hustimen. Der kan også være kage til andre mellemmåltider, for eksempel i forbindelse med weekendhygge, fødselsdage eller et fællesarrangement.

Målsætning

Sund og lækker mad

Når du går på efterskole, oplever du et højt aktivitetsniveau.

Du får brændt en masse energi af, og derfor er det vigtigt, at der er noget godt og sundt at tanke op af igen.

På Glamsbjerg Efterskole synes vi, at det er vigtigt, at:

  • Lave mad, der passer til elevernes behov
  • Servere mad, der er tilberedt med stolthed
  • Følge årstiderne i madlavningen
  • Du møder mange forskellige retter og tilberedningsmetoder
  • Vi præsenterer maden for dig, så du ved, hvad der er i og hvordan den er lavet
  • Dine madvaner bliver udfordret, og du får lyst til at prøve noget nyt
  • Det enkelte måltid altid er så varieret, så selv den kræsne kan få noget at spise
  • Maden taler til alle sanser i form af farver, smag, dufte, krydderier osv.

Køkkentjans

Du har køkkentjans omtrent en uge om året. Når du har køkkentjans, er du sammen med en anden elev om arbejdet, og skolens køkkenpersonale er dine arbejdsgivere.

Du er med til at tilberede noget af maden, du er eventuelt med til at bage, og du skal dække bord og vaske op.

Køkkentjans kan både være sjovt, hyggeligt og lærerigt. Hvordan du oplever det, afhænger meget af din egen indstilling til opgaven.

Det er en vigtig del af efterskolelivet at tage ansvar for den del af fællesskabet, der har med madlavning og praktisk arbejde at gøre, og vi forventer naturligvis, at du gør dit bedste for at leve op til det ansvar.

Du har ikke undervisning på de dage, hvor du har køkkentjans, men skal aflevere de samme skriftlige opgaver som de andre elever.

Er du vild med madlavning og har lyst til at lære mere, kan det være du skal vælge Kokkelinjen.

Mad i husene

I elevhusene er der et minikøkken med et lille køleskab, en el-kedel, et par kogeplader og en mikrobølgeovn.

Eleverne bruger det, når de vil lave noget ekstra hygge i huset, eller hvis de har lidt forsyninger med hjemmefra.

Et par gange om året bruges det lille køkken dog også til at bespise hele huset. Eleverne i huset planlægger et måltid, får penge til at købe ind for og er fælles om at lave mad og spise måltid i huset. Det er et superhyggeligt arrangement, hvor kreativiteten sættes på prøve, når der skal laves mad til 12-14 mennesker ved hjælp af to kogeplader og en el-kedel.

Hjælp til vægttab

Vores køkkenleder er uddannet kostvejleder med vægttab som speciale. Hvis du har et seriøst ønske om at tabe dig, vil hun gerne hjælpe dig.

Særlige ønsker

Vegetarmad: Køkkenet laver gerne vegetarmad til de elever, der er helhjertede vegetarer. Hvis du har lyst til at prøve vegetarmaden, kan du aftale det med køkkenet.

Fødevareallergi: Har du en eller anden form for fødevareallergi, er det vigtigt, at du gør opmærksom på det allerede ved indmeldelsen, så køkkenet har mulighed for at sætte sig ind i det. Som oftest vil det være muligt at lave allergivenlig mad til dig, eller anvise dig alternativer.

Kulturelt betingede ønsker: Hvis vi får mad med svinekød, laver køkkenet alternativer til de elever, som af kulturelle årsager ikke spiser svinekød. Det kan være vegetarmenuen eller et alternativ med fjerkræ og fisk, der altid er halalslagtet. Som regel er der også meget lækkert tilbehør til maden, som man kan spise sig mæt i.

Skolefrugt

Vi deltager i EU-skoleordningen for frugt, grønt og mælk, der er støttet med EU-midler.

skolefrugt

Bliv elev

Er du klar til et skoleår med fokus på udvikling, fællesskab og trivsel, er det nu, du skal melde dig ind på GFE.

Bliv elev

På tur i skoven